​

Europæisk gensidig retshjælpe 

​

Den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager, undertegnet i Strasbourg den 20. april 1959 inden for rammerne af Europarådet, bestemmer, at de kontraherende stater yder hinanden den bredest mulige retshjælp i straffesager med henblik på at efterforske og dømme lovovertrædelser. under optimale forhold. I henhold til konventionens artikel 26 har Frankrig og Schweiz tyet til en bilateral aftale.    

​

Den gældende tekst i 32 lande vedrører først og fremmest retsanmodninger, som er det mest almindelige middel til gensidig retshjælp. Disse defineres som "de opgaver, som en myndighed med ansvar for instruktionsfunktionerne giver en anden myndighed for at udføre visse informationshandlinger, som den ikke selv ønsker eller ikke kan udføre". Konventionen præciserer således (art. 3), at den anmodede stat forpligter sig til "i de former, der er fastsat i dens lovgivning, at fuldbyrde retsanmodninger vedrørende en straffesag, som vil blive stilet til den af ansøgerens retslige myndigheder, og hvis formålet er at udføre efterforskningshandlinger eller at formidle genstande, filer eller dokumenter". 

​

Når det er sagt, bemyndiger artikel 5 i konventionen enhver kontraherende stat til at forbeholde sig retten til på visse betingelser at udføre anmodningsbreve med henblik på ransagning eller beslaglæggelse af genstande. 

Aftalens indhold omfatter også andre former for gensidig bistand: 

- levering af juridiske dokumenter - især uddrag fra strafferegistre i forbindelse med en straffesag; 

- levering af procesdokumenter eller retsafgørelser eller gensidig bistand vedrørende fremmøde af vidner, eksperter og tiltalte; 

- opsigelse med henblik på retsforfølgning, indført ved artikel 21 i konventionen, som giver en stat mulighed for at anmode en anden kontraherende stat om at anlægge sag mod en person, som efter at have begået en lovovertrædelse i det anmodende land derefter ville søge tilflugt i det anmodede land hvorfra han ikke kunne udleveres, hvis han f.eks. var statsborger i denne stat.

 

Konventionens artikel 15 (afsnit V) specificerer også, at retsanmodninger sendes fra Justitsministeriet til Justitsministeriet, undtagen i nødstilfælde, hvor anmodninger kan fremsættes direkte fra den judicielle myndighed til den dømmende._cc781905- 5cde-3194-bb3b-136bad5cf58d_

Endelig skal ethvert afslag på at yde bistand begrundes (art. 19).

 

 

Anmodninger fremsættes skriftligt, fremsendes og udføres direkte af de nationale retsmyndigheder. 

Anmodninger om midlertidig overførsel eller transit af tilbageholdte og fremsendelse af domfældelsesmeddelelser skal gå gennem de centrale myndigheder i unionslandene. 

​

I hastetilfælde kan anmodninger fremsættes gennem Interpol eller enhver anden kompetent organisation i henhold til reglerne i traktaten om Den Europæiske Union. 

 

Det unionsland, hvorfra der anmodes om bistand (anmodet land), skal overholde de formaliteter og procedurer, der er angivet af det unionsland, der har fremsat anmodningen (anmodningslandet), og udføre den så hurtigt som muligt under hensyntagen til frister angivet bedst muligt. 

 

Med hensyn til procesdokumenter sender unionslandene direkte med posten til personer, der befinder sig på et andet unionslands område, de dokumenter, som er beregnet til dem. I nogle tilfælde er de kompetente myndigheder i det anmodede land ansvarlige for at sende disse dokumenter. 

 

En retsmyndighed eller en central myndighed i et unionsland kan etablere direkte kontakt med en politi- eller toldmyndighed i et andet unionsland eller, i tilfælde af anmodninger om gensidig bistand i forbindelse med sager, med en anden administrativ myndighed EU-land.

  Unionens lande kan spontant dele oplysninger om strafbart strafbare handlinger og administrative lovovertrædelser, for hvilke sanktionen eller behandlingen påhviler den modtagende myndighed._cc781905-5cde-31954-bbdbad5c-136dbad3c-136dbad3c-138dbad3cf-136_

 

Specifikke former for gensidig bistand

• Stjålne genstande fundet i et andet EU-land stilles til rådighed for det anmodende land med henblik på at returnere dem til deres ejer. 

• En person, der tilbageholdes på et anmodende lands område, kan efter aftale med myndighederne midlertidigt overføres til det land, hvor efterforskningen finder sted. Hvis det kræves af et af landene, vil samtykke fra den pågældende person være en nødvendig betingelse for deres overførsel. 

• Et vidne eller en ekspert kan afhøres af de retslige myndigheder i et andet EU-land ved videokonference, hvis dette ikke er i modstrid med de grundlæggende principper i det anmodede land, og hvis alle involverede parter er enige._cc781905-5cde -3194-bb3b-136bad5cf58d_

• Kontrollerede leverancer er tilladt på et andet EU-lands territorium i forbindelse med strafferetlig efterforskning vedrørende lovovertrædelser, der kan give anledning til udlevering.

• To eller flere lande kan nedsætte et fælles efterforskningshold til et bestemt formål og for en begrænset periode på grundlag af en fælles aftale indgået mellem dem

• Undersøgelser kan også udføres af agenter, der handler under en hemmelig eller fiktiv identitet, forudsat at de overholder national lovgivning og procedurer. 

• Telekommunikation kan aflyttes efter anmodning fra den kompetente myndighed i et andet EU-land, der er udpeget til at gøre det i dette land i Unionen.